Medlemmer er de grundejere, der har tegnet sig på kartotekskortet for begæring om vandindlæg eller senere tegner sig i foreningens medlemsprotokol. Der kan dog af bestyrelsen tages forbehold over for medlemmer, hvis ejendomme er særligt ugunstigt beliggende. Et medlem kan aftale vand til mere end en grund, men opnår ikke derved flere stemmer på generalforsamlingen.
Sælger eller på anden måde overdraget et medlem den (de) grund(e) hvortil han aftager vand, er han berettiget og forpligtet til at overføre sine rettigheder og forpligtelser til køberen (køberne), der da ganske indtræder i sælgerens sted mod at tegne sit navn i medlemsprotokollen.
Et medlem kan lade sig repræsentere ved befuldmægtiget.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Uanset antallet af mødte medlemmer er en lovlig indvarslet generalforsamling beslutningsdygtig i alle spørgsmål på dagsordenen med undtagelse af lovændringer.
Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Generalforsamlingen kan ikke bestemme, at et eventuelt årsoverskud skal fordeles blandt medlemmerne, eller at et eventuelt årsunderskud skal udlignes ved efterkrav blandt medlemmerne.
Den ordinære generalforsamling vælger 3 medlemmer til bestyrelsen samt 1 suppleant. Hvervene er honorære. Boligforeningerne ved Langesø har ret til at vælge 1 bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen og afgår efter tur. Genvalg kan i alle tilfælde finde sted med vedkommendes billigelse.
Bestyrelsen konstituerer sig og vælger formand.
Hvert år inden udgangen af maj afholdes ordinær generalforsamling, til hvilken bestyrelsen pr. brev eller brevkort med angivelse af dagsorden indvarsler med mindst 8 dages varsel. Indvarsling kan efter bestyrelsens bestemmelse også ske ved indrykning i de lokal blade – senest 2 uger før generalforsamlingen.
Dagsordenen skal omfatte bestyrelsens beretning for det forløbne år, ligesom bestyrelsen forelægger det reviderede driftsregnskab og status til vedtagelse eller anden beslutning.
Valg af bestyrelsen foretages. Ethvert medlem kan fremsætte forslag på generalforsamlingen til beslutning, når forslaget er skriftligt indgivet til bestyrelsen senest 1 uge før generalforsamlingen. Sådanne forslag til dagsordenen vil være synlige på vandværkets hjemmeside i ugen op til generalforsamlingen.
Medens alle bestemmelser på en ordinær generalforsamling træffes ved simpelt stemmeflertal, uanset de mødtes antal, kan lovændringer og bestemmelser om selskabets opløsning ikke vedtages, medmindre halvdelen af medlemmerne er til stede, og med mindre 3/4 af de fremmødte stemmer for forslaget. Er dette ikke tilfældet, indvarsler bestyrelsen med sædvanlig frist i løbet af 8 dage til en generalforsamling, og denne er da beslutningsdygtig uanset de mødtes antal.
Bestyrelsen leder vandværket i enhver henseende. Ingen beslutning kan gyldigt træffes uden formandens samtykke. Ved dispositioner med foreningens penge kan kun formanden i forbindelse med kassereren forpligte foreningen. Bestyrelsen er berettiget til at antage forretningsfører og anden lønnet medhjælp. Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens samtykke afhænde fast ejendele eller dele heraf.
Bestyrelsen fastsætter i en vedtægt de nærmere regler for benyttelse af vand fra Langesø Vandværk. endvidere fastsættes i en Teknisk Bestemmelse de nærmere regler for udførelse af: anboring, stikledning, indføring, dimensionering m.m.